Af Mit Levned

“i Chakoten, eller om det vældige Artilleri. Den lille Dreng holdt meget af at løbe over Gaden og sætte sig paa Afviserstenen ved Foden af Voldbakken, ved hvilken Lejlighed der ogsaa stundom kunde falde et Besøg af hos Soldaterne i Vagtstuen. Eller jeg kunde løbe over til det andet””

— Johan Louis Ussing

“hyppigere; han følte i stigende Grad Savnet af sin gamle Arbeidskraft og længtes efter Døden. Han underkastede sig i Marts 1905 en Operation, som han ikke ventede at skulle reise sig efter. Dog overstod han den, og endnu et halvt Aar kunde han trods legemlige Lidelser””

— Johan Louis Ussing

“A. D. Jørgensen sat ham i sin "Redegjørelse for min Udvikling og mit Forfatterskab." "Oppermanns Forelæsninger" siger han (S. 78) "havde en dobbelt Betydning””

— Johan Louis Ussing

“skjøndt de ikke blot vare unyttige, men i mindre Kirker endog paa Grund af deres Størrelse meget forstyrrende. De ere derfor ogsaa for det Meste forsvundne, hvor de have været, og da Chorskranken i Korning nu (1890) var temmelig forfalden og maatte restaureres, blev den tillige efter Præstens Ønske flyttet hen til Kirkens vestre Endevæg lige over for Altret, hvorved hele Kirkens Udseende har vundet en Del, og ogsaa Monumentet”

— Johan Louis Ussing

“Støtte oprettede Slesvigholstenerne d. 28. Marts en provisorisk Regjering i Kiel, og Dagen efter overrumpledes Fæstningen Rendsborg af Prinsen af Noer paa den troløseste Maade. Friskarer strømmede til fra hele Tyskland””

— Johan Louis Ussing

“Saasnart det omtalte Embede satte ham i Stand til at stifte et tarveligt Hjem, ægtede han en elskelig ung Pige, han i længere Tid havde været forlovet med, Esperance Tolerance Balle. Hun var to Aar yngre end han. Hendes Fader, en født Nordmand, havde været Borgemester i Ribe; han døde som””

— Johan Louis Ussing

“Min Fader havde det Held efter en meget tarvelig Undervisning at blive antaget som Skriverdreng hos Stiftamtmanden. Denne, W. J. A. Moltke, der senere fik Grevetitel, fik den kjønne og raske Dreng kjær, og da han 1815 blev forflyttet til Sjælland, tog han ham med sig, og antog det unge Menneske, der imidlertid havde naaet at faa Dansk juridisk Examen, som sin Fuldmægtig.””

— Johan Louis Ussing

“have sin Faders Samtykke. Med Frygt og Bæven leverede han ham Manuskriptet, og to Dage tilbragtes i ængstelig Forventning; saa fik han det tilbage med det velbekjendte faderlige Smil og den Bemærkning, at det var meget kjønt, men det egnede sig ikke til Udgivelse; der tilføjedes ikke engang en Opfordring til at fortsætte de poetiske Forsøg. Det””

— Johan Louis Ussing

“høfligste af alle Mennesker, medens den, der brænder sine Efterladenskaber, er den uhøfligste af alle." Jeg svarede ham, at jeg syntes ikke mit Liv var særlig mærkeligt, og om jeg end maaske nok kunde have oplevet Noget, som var værdt at fortælle, saa var min Hukommelse ikke stærk, og Dagbog havde jeg””

— Johan Louis Ussing