Quotes by Johannes V. Jensen

“[…] Vanskelighederne der tvang dem til at bryde op og flytte er jo nu glemt, og Fremtiden ser de kun i Solen. Men naar disse unge strunkne Kvinder en Gang skal til at skære Halsen over paa hinanden indbyrdes og paa deres Børn, efter at Mændene, de uovervindelige, har tabt et Slag, saa er det en anden Sang; Ingen der har hørt det glemmer let saadan en hylende Lejr hvor et folk gaar under […]. Eller lad dem have Held, de unge Krigere, hvem Blodsudgydelse og Rov staar ud af Øjnene, de skal blive Fyrster, Føreren Konge og Ætterne Landenes Adel hvor de kommer hen, men betale skal de ogsaa hvad det koster, Brodermord, Svig og Vold i Aarhundreder, Magten er dyr, og den opæder Sjælen, som den opæder Slægten, det gør Magten, men hvem har nogensinde sagt Nej til at modtage den? Hvornaar har man hørt Bønder blive ved Jorden?””

“Den første Gang man gav dem stærke Drikke! Den levende Ild selv de fik i Aarene! De brølte i lange Tag ud af Halsen af Fryd, vilde have mere! De rasede som Sole, stormede gennem Himmelrummet, deres Øjne fødte en ny Jord og nye Stjerner, de tøede op, som hin Rimthurse i Tidernes Morgen der oversvømmede Alverden, deres Hjerne blev Skyer, deres Knogler Bjerge, der voksede dem Træer på Hovedet, og det ene Ben avlede ikke en men flere Sønner med det andet, de syntes de havde altfor mange; de fablede om deres uhyggelige Kræfter; rejste sig for at rage Himlen ned og troede det var besørget naar de selv faldt omkuld. Det lønnede sig at give dem berusende Sager!””

“For Mindet er et træ, gror i Tiden og bliver stadig større og rigere med den. Jo ældre og videre i Sjælen man bliver, jo fuldere Lys falder tilbage paa Begyndelsen. Derfor længes man evigt tilbage efter hvad man besad i Livet, uden Sjæl til at skatte det, naar man er bleven voksen nok til at eje det i Aanden; men da kan der ikke opleves mere.””

“Saa kom Foraaret over dem med sit Tøbrudsunder, den store Lysbejler solen og de ydmyge Træer der tog mod kys og begyndte at svulme af knopper, Fuglesang og varme Nætter; saa de lange søde Sommerdage [...]; de korte lyse Nætter der begravede en aldrig fattet Rigdom i Sjælen og hvert Aar lagde en ny Rigdom til.””

“De døjede en Haardhed der ikke siden lod sig huske, fordi den lammede Sjælen og udslettede sine egne spor.””

“Hvad han skabte i Aanden det VAR. En ganske egen Virkelighed havde han omgivet sig med og gjort til sin, her var han Herre[...].””

“[...] Aanden fængede under Tryk af fulde Aarer, Sprogblomster udfoldede sig i nøgen Pragt, Overflod avlede Veltalenhed og Sulets Mængde Sang”

“Men Stjernerne tier og blinker allesammen paa en Gang, som om en fin kold Vind kruser sig hen gennem Æteren.””